top of page

Kykliky


Butikkerne lukker, gaderne ligger næsten øde hen og kineserne er blevet skydegale. Det er næsten som at være med i en western. Men nej, de røde lanterner lyser op og minder os om hvad der rent faktisk foregår.

På lørdag d. 28. januar lander det kinesiske nytår bedre kendt som springfestival. I Kina følger man officielt den gregorianske kalender, den samme som vi har hjemme i Danmark, men månekalenderen spiller stadig en stor rolle og det er den der afgør hvornår springfestival falder. Det er en fejring af det nye års komme og for mange et godt tidspunkt at starte på en frisk.

Hvert år er et nyt dyre år. Der er 12 forskellige dyr og i år bliver det hanens år. I kinesisk astrologi anvender man dyre år, til at definere hvem du er som menneske. Det kan på sin vis minde lidt om stjernetegn, som vi kender dem hjemmefra.

Hvis man er så (u)heldig at det er ens dyre år, hedder det sig, at ens kommende år vil være fuldt af uheld. Det er ikke særligt behændigt. Men der er råd at hente.

Fra gammel tid mente man, at det ville hjælpe at bære rødt tøj, da rød er en heldig farve der står for loyalitet, succes og glæde. For at sikre sig mod uheld var det derfor smart, at bære noget rødt tøj, hver dag, det kommende år. Men nu er det jo ikke alle, der er lige vilde med farven rød. Hvad gør man så? Man tager da selvfølgelig rødt undertøj på. Som følge af denne gamle tradition bliver der for tiden, i samtlige butikker, solgt rødt undertøj.

Der er masser af sjove og interessante traditioner knyttet til det kinesiske nytår, men den mest vigtige, må være den at tilbringe nytårsaften med sin familie. Det er en tid hvor man mødes, spiser masser af mad sammen og nyder at holde fri. Som følge af denne tradition rejser massere af kinesere hjem til deres hjemstavn (verdens største folkevandring!) og lige pludselig, bor der ikke så mange i storbyer som Kunming.

Men Kunming er ikke mere tom, end at der selvfølgelig stadig er masser af fyrværkeri… BANG!


You Might Also Like:
bottom of page