Noget der er meget livsbekræftende, når man går igennem Kunmings gader, er alle de gamle mennesker der fylder hverdagen med langsomhed midt i et stresset gadebillede.
En ældre kvinde der særligt har fanget min opmærksomhed er ”Den lille dame med det blå tørklæde”. Første gang jeg så hende havde hun ryggen lastet med en stor byld pap større end hende selv. Altid har hun blåt tøj på sig samt et meget karakteristisk blåt tørklæde på sit hoved. Formentlig bor hun i det samme boligområde som jeg, for jeg har efterhånden mødt hende mange gange.
Mere end dette ved jeg ikke om hende, og måske er det alt jeg kommer til at vide. Men alligevel føler jeg at jeg kender hende. Det er en helt særlig type relation som jeg har med flere her i Kunming. Vagten der sidder foran banken, altid iført skudsikkervest og hjelm tiltrods for den lille chance for indbrud og det enormt varme vejr, faderen og sønnen, på den muslimske restaurant, der altid vinker når jeg går forbi og den gamle dame og hendes børnebørn som ejer den lokale købmand, lige nedenfor hvor vi bor. Den type relationer har vi ikke noget navn for. Hvad vi måske burde, for det er netop sådanne relationer, der giver ens omgivelser liv.
