Vi lever i en verden hvor meget forgår bag en skærm, også relationer. Vi ser, men så ser vi egentlig ikke så meget alligevel.
Måske fordi der er andet der er mere spændende eller måske fordi vi simpelthen ikke har eller giver os selv tiden til det!
Her den anden dag, mødte jeg en, der ikke svarer til ovenstående beskrivelse. Hun så. Måske hænger det sammen med, at hun
knapt var fyldt et år og derfor har en helt anden forståelse af hvad der er spændende, end hvad vi har? Jeg ved det ikke, men
mødet med hende har fået mig til at tænke på, om vi måske kunne lære os noget af at se på nye mennesker, som spædbørnene gør
det?
